Gå til ejendomsadministration en Menu
Menu

Ny vurderingsmetode og nye skatteregler for erhvervsejendomme

SKAT har netop sendt de foreløbige 2023-vurderinger for erhvervsejendomme ud til ejerne, og snart vil ejerne også modtage den første opkrævning. Der er dog foretaget flere ændringer, siden der sidst blev sendt ejendomsvurderinger ud. Bliv klogere på disse ændringer nedenfor.

I 2021 vedtog Folketinget en ny vurderingsmetode for erhvervsejendomme. De foreløbige ejendomsvurderinger fra 2023 er de første vurderinger, hvor denne nye vurderingsmetode er anvendt. De endelige 2023-vurderinger forventes først at være klar i 2025-2026.

Når de endelige ejendomsvurderinger er klar, vil der ske en efterfølgende regulering af beskatningen afhængigt af forholdet mellem den foreløbige vurdering og den endelige vurdering.

Den nye vurderingsmetode

Fremover vil der for erhvervsejendomme som udgangspunkt ikke længere blive fastsat en ejendomsværdi. Dette skyldes, at både grundskyld og dækningsafgift fremadrettet udelukkende beregnes på baggrund af grundværdien.

Med den nye metode beregnes grundværdien for en erhvervsejendom med udgangspunkt i, hvad grunden ville være værd, hvis der lå ejerboliger på grunden. Der beregnes to grundværdier, hvor følgende undersøges:

  1. Hvad ejendommen faktisk bruges til, og hvordan grunden udnyttes.
  2. Hvordan det er muligt at bruge og udnytte grunden ifølge plangrundlaget.

Herefter nedjusteres grundværdien efter, hvad grunden reelt kan anvendes til. Se eksemplerne nedenfor til illustration. Den højest beregnede grundværdi anvendes. Ved erhvervsejendomme, der kan anvendes til boligudlejningsformål nedjusteres grundværdien ikke, idet den fastsatte værdi svarer til den reelle værdi.

  • Eksempel 1: For ejendomme i 1-2 etager med butik og kontor justeres værdien ned med 1/3.
  • Eksempel 2: For ejendomme med lager, logistik og industri justeres værdien ned med 1/2.

De nye ejendomsskatteregler

Størstedelen af de foreløbige vurderinger fra 2023 af erhvervsejendomme vil være højere end de tidligere vurderinger. Dette skyldes for det første, at de fleste ejendomme ikke er blevet offentligt vurderet siden 2012 og for det andet, at den foreløbige 2023-vurdering er den første vurdering, hvor der er brugt den nye vurderingsmetode.

Der er dog vedtaget en række tiltag, der sikrer mod tilsvarende stigninger i skatten.

Betaling af grundskyld

Grundlaget for beskatning af grundskyld er den foreløbige 2023-vurdering fratrukket 20 % efter et forsigtighedsprincip.

Samtidig med at de fleste foreløbige vurderinger vil være højere, end de tidligere vurderinger, vil de kommunale grundskyldspromiller sænkes markant. Til eksempel er grundskyldspromillen i Aalborg Kommune i 2024 fastsat til 7,4 promille mod en hidtidig promille på 26,95, og dermed er der tale om et fald på 73 %. Satsen kan ikke hæves af kommunerne før 2030. For cirka halvdelen af erhvervsejendommene vil der som følge heraf blive tale om et egentligt fald i grundskylden.

Da der er vedtaget en stigningsbegrænsning, vil stigningen ske gradvist over flere år, hvis grundskylden skulle stige til trods for de sænkede grundskyldspromiller. Stigningen vil indfases gradvist med 4,75 % af den samlede grundskyldsstigning årligt.

Derudover gælder særligt for 2024, at stigningen i grundskyld ikke kan være højere end den ville være efter de nuværende regler, hvor grundskylden maksimalt kan stige med 2,8 %. Grundskylden i 2024 kan som følge heraf maksimalt stige 2,8 % i forhold til grundskylden for 2023.

Betaling af dækningsafgift

I 2024 og 2025 har ejere mulighed for at fastholde den foreløbige dækningsafgift på samme beløb som i 2023. Man kan dog også vælge at benytte den foreløbige 2023-vurdering fratrukket 20 % som beskatningsgrundlag frem til de endelige 2023-vurderinger foreligger, hvorefter der vil ske en efterregulering. 

Ønsker man at fastholde dækningsafgiften på 2023-niveau, skal man søge om foreløbigt at ville betale det samme i 2024, som man betalte i 2023. Der skal søges herom senest den 8. marts 2024. Man skal dog være opmærksom på, at det alene gælder for den foreløbige dækningsafgift. Når den endelige vurdering for 2023 kommer, vil dækningsafgiften blive genberegnet og efterreguleret.

Der er ikke som ved grundskyld vedtaget en stigningsbegrænsning for dækningsafgift. Der er dog indgået en politisk aftale herom, der forventes at blive vedtaget i 2. halvår af 2024, således at en eventuel stigning vil ske gradvist, når de endelige vurderinger er klar, og den foreløbige dækningsafgift skal efterreguleres.

Opkrævning af de nye ejendomsskatter

Da opkrævningen af ejendomsskatter fra 2024 overgår fra kommunerne til staten, skal grundskyld og eventuel dækningsafgift fremover betales via virksomhedens skattekonto.

I forbindelse med modtagelse af ejendomsskattebilletten, vil man også modtage en vejledning omkring betaling.   

Har du imidlertid spørgsmål til den nye vurderingsmetode eller de nye skatteregler for erhvervsejendomme, er du meget velkommen til at kontakte vores team af specialister inden for fast ejendom. 

RH

Rasmus Haugaard

Partner og advokat (H), ph.d. Fast ejendom Offentlig ret Erhvervsret rh@haugaardbraad.dk (+45) 30 78 51 32 linkedin Læs mere
KDK

Katrine Dons Kvottrup

Partner og advokat (L) Offentlig ret Fast ejendom Erhvervsret kl@haugaardbraad.dk (+45) 40 80 16 53 linkedin Læs mere
NFM

Nina Fredsøe Mølgaard

Advokatfuldmægtig Fast ejendom nm@haugaardbraad.dk (+45) 23 29 60 10 linkedin Læs mere

Seneste nyheder

Teaser DR Nyhed 30.04.24

Fokus på lovlighed af Miljøministeriets praksis om udledning af miljøfarlige stoffer

DR1 sætter i ny udsendelse fokus på spørgsmålet om, hvorvidt Miljøministeriets praksis i forhold til udledning af miljøfarlige stoffer er lovlig.

Læs mere
Jobannonce Nyhedsside 03.04.24

To af Aalborgs største advokatfirmaer lægges sammen

Advokatfirmaerne Haugaard|Braad og Hovmøller & Thorup, der begge er blandt de største advokathuse i Aalborg, lægges nu sammen.

Læs mere
Legal 500 2024 Teaser (400 X 296 Px) (1) 27.03.24

Haugaard|Braad fastholder stærk position i The Legal 500

Det internationale ratingbureau, The Legal 500, vurderer Haugaard|Braad som et af de førende danske advokatfirmaer indenfor insolvens og miljøret.

Læs mere